Tilløb til et “hej”….

– mit første blog indlæg.

Hvordan kan det egentlig være, at det er den slags tanker der dukker op når man får den slags spørgsmål? Måske er det fordi at janteloven presser sig på og viser sit skræmmende ansigt? Det er så nemt at gøre plads til devaluerende tanker om sig selv, alt imens stolthed og storedrømme skal kæmpe for at få deres retmæssige plads….

jantelovens grimme ansigt…

Det er da skide irriterende er det ikke?????

Og derfor…. Ligepræcis derfor er det helt relevant at skrive dette første blogindlæg. For den der jantelov skal bare ikke have mig!!! (- i hvertfald ikke denne gang).

Når jeg kigger tilbage på mit eget liv, så har jeg forud for mange af mine større personlige sejre måtte tage tilløb til at tænke: “Jeg kan fandme godt”, “jeg skal sku’ nok vise dem”, “jeg er ligeglad nu gør jeg det bare” eller noget i den retning… Og det samme gjorde sig gældende dengang jeg gik med tanken om at starte min egen virksomhed…

For præcis to år siden blev tanker og drømme til en beslutning! 

Men helt ærligt… Jeg var MEGA BANGE og NERVØS – og er det STADIG i ny og næ!!

Som nogen måske ved, så var Miss Obling “en latent drøm” der havde ligget og arbejdet i mig i flere år… “tænk hvis man kunne have sin egen butik fyldt med kjoler- wauuu”!!!

Men….. jeg fik ikke fået gjort noget som helst ved det. Formentlig fordi at jeg som så mange andre, er kontrol freak, og gerne vil have garanti for succes inden jeg kaster mig ud i nye ting. Egentlig er jeg ikke bange for ting jeg IKKE kan og heller IKKE bange for at skulle øve mig. Jeg er heller ikke bange for at skulle arbejde hårdt og slide for det jeg gerne vil.

MENNNN det jeg er bange for er: “DE ANDRES TANKER”!!!!

Hvorfor er det sådan? Jeg ved at jeg med GARANTI ikke er den eneste der har det sådan! Hvorfor er det ofte værre at fejle i andres øjne end over for sig selv?
For mig er det SUPER NEMT og HELT NATURLIGT at sige til andre “du skal da bare prøve”, “hvor er det sejt du kaster dig ud i det” og “du skal da ikke tænke på hvad andre siger”. Og ved du hvad?? – jeg mener det ærligt og inderligt. Men når det så kommer til mig selv, så forstummer ordene og bliver forvrænget. Måske bliver de til “de andre synes du er for meget”, “de andre vil grine når det ikke lykkedes” eller “hvad tror du egentlig du er? Og tanker som “Hvorfor skulle du få succes?” er heller ikke ukendte…..

Stress var springbrættet!!!

Men hvad var det så der gjorde at jeg for to år siden endeligt fik taget beslutningen om at kaste mig ud i det og åbne Miss Obling??? 
Det lyder måske skørt men det var i bund og grund STRESS!!! Jeg var kørt træt, jeg var ked af det (jeg græd faktisk dagligt i en periode), jeg var irriteret, jeg havde dårlig samvittighed, jeg synes jeg var en dårlig mor, en tarvelig kone, en utilstrækkelig kollega osv osv!!!
Den eneste rolle jeg egentlig stadig følte jeg mestrede på ordentlig vis var min lægerolle – for her gik jeg IKKE PÅ KOMPROMIS!!! Men HVAD var resultatet??? ALT DET ANDET!!!  

Jeg var urimelig der hjemme, jeg havde ikke lyst til noget som helst og jeg kunne ikke se at tingene kunne blive anderledes og derfor var der var jo IKKE NOGEN GRUND TIL AT KÆMPE!!! Men jeg tog fejl…..

En af de dage hvor det hele var håbløst, en af de dage hvor jeg allerede havde grædt både derhjemme og flere gange på mit arbejde sad jeg og talte med Per (min mand). Han prøvede som så mange gange før at tale håbløsheden væk. Men denne gang gjorde han noget andet end han plejede! Han opmundrede ikke, han forsikrede ikke, han gav ingen garantier for forbedring – det virkede jo alligevel ikke, for jeg havde jo besluttet mig for at at mit perspektiv var sandheden!!!!

De rette spørgsmål.

I stedet spurgte han mig, “hvis der ikke var nogen begrænsninger i verden hvad ville du så gerne???” Og jeg svarede”Lave noget andet!”
Han spurgte hvad det andet fx. kunne være og jeg svarede “Fx. stå i Vero Moda og sælge orange og grønne t-shirts”??

Den dag tog han mig på ordet og begyndte at stille rigtig mange “irriterende” spørgsmål, spørgsmål som jeg næsten IKKE ORKEDE at finde svarene på, men som viste sig at være super vigtige!

Konklusionen blev at jeg jo faktisk ELSKER min lægerolle. Jeg var bare havnet i et SYSTEM der ikke harmonerede med min perfektionisme og samvittighed. Jeg havde svært ved at sige “pyt” og var kommet til at låse mig selv fast i “elendighed”!!!

Når alt det er sagt, så kan man jo synes at det lyder MEGA SKØRT at tilvælge endnu et projekt når nu man føler manglende overskud. Men jeg havde brug for at FLYTTE FOKUS, jeg havde brug for “mit projekt” og jeg havde brug for at drømme igen!!! Så lige der TURDE JEG, det hele var slemt, det kunne ikke blive værre og jeg var tilpas ligeglad med andre fordi min egen situation fyldte så tilpas meget.

Det rigtige tidspunkt.

DET VAR DET HELT RIGTIGE TIDSPUNKT FOR MIG!! Jeg fik et nyt mål og det gav energi, vilje, overskud, glæde og håb… Nu skulle jeg nok vise dem!!….. (uden at jeg egentlig vidste hvem “de” var). For der var jo rent faktisk IKKE NOGEN…. men det troede jeg der var… Det forestillede jeg mig at der var… Du ved alle dem man tror “tænker noget om en”…..

Derfor er mit BUDSKAB de andres tanker bliver 9 ud af ti gange skabt i dit eget hoved, måske endda 99 ud af 100 gange for nogen af os.. Så derfor:

SPØRG DIG SELV “hvad vil du rigtig gerne”???

Hvis det er svært at spørge dig selv… så få en anden til at stille spørgsmålene!!!!! Vi kan meget alene, men sammen kan vi endnu mere – LAD OS STØTTE HINANDEN!

❤ Tak fordi du læste med ❤

https://mode.webset.dk